Cykelkonferencer – danske og internationale
Cykelkonferencer – nationale og internationale – skaber gode muligheder for inspiration og netværksdannelse, ligesom de skaber rammerne for at dele best practice og politiske visioner og strategier.
Forfatter: Klaus Bondam, Cyklistforbundet
Siden 2008 har Vejdirektoratet, en styrelse under det danske Bygnings- Bolig og Transportministerium, hvert år afholdt en to dages national cykelkonference, hvor projekter, kampagner og ny viden bliver fremlagt og diskuteret. I de seneste år er konferencen blevet gennemført i samarbejde med Cyklistforbundet.
Cykelkonferencen giver et godt overblik over de mange aktiviteter, der finder sted i hele landet. Deltagerne er primært embedsmænd fra de danske kommuner og andre relevante aktører i det danske cykelplanlæggermiljø. Nogle år har der dog også været knyttet en udstilling til konferencen, hvor relevante producenter har præsenteret deres produkter og ydelser.
Fra 2019 bliver den nationale cykelkonference kun afholdt hvert andet år, da der de andre år i det bliver afholdt Vejdirektoratets Cykeldag. Her er fokus først og fremmest på samarbejdet mellem direktoratet og den enkelte kommune. Det kan f.eks. være problematikker i forbindelse med ansøgninger til cykelpuljemidler og evaluering af projekter.
Både til den nationale cykelkonference og Vejdirektoratets Cykeldag bliver der inviteret både danske og internationale oplægsholdere.
De to danske trafikkonferencer Vejforum og Trafikdage omfatter om hvert et spor om cykeltrafik.
Foruden de egentlige konferencer findes også Mobilitetsnetværket, der koordineres af Rambøll og et Cykelfagråd for de danske kommuner, hvor der typisk er en del oplæg om cykeltrafik.
Internationale cykelkonferencer
Mange lande arrangerer efterhånden nationale cykelkonferencer, og især på de europæiske konferencer sker der en stor udveksling af erfaringer mellem landene. Danske specialister bliver ofte inviteret – f.eks. via Cycling Embassy of Denmark – til at tale ude i Europa.
Hverdagscyklisme bliver i stigende grad bliver set som en løftestang til at imødekomme en lang række af de udfordringer, som det moderne samfund står overfor. Det gælder bl.a. CO2-udledning, trængsel, folkesundhed og velfungerende byliv. Derfor indgår går cykeltemaet også som et sidestillet tema i en lang række andre konferencer end de traditionelle cykelkonferencer.
Der skete eksempelvis et stort gennembrud på dette område ved ITS World Congress 2018 i København – en konference om intelligente transportsystemer – hvor cyklen fik en central placering, Flere af de danske talere nævnte cyklen som en intelligent løsning på en række urbane udfordringer og som en transportform med store udviklingspotentialer – f.eks. i forbindelse med elektrificering af transportsystemerne og nye former for kombinationsrejser.
De årlige internationale ECOMM-konferencer om mobilitet inkluderer en del præsentationer om cykeltrafik.
Velo-City konferencerne
Også internationalt oplever man denne tendens, hvor hverdagscyklisme indgår i bredere konferencesammenhænge, men det er fortsat den årlige Velo-City konference, som er det internationale omdrejningspunkt for den globale cykelformidling. Dog er en konference som Winter Cycling Congres også ved at have et større publikum.
Den første Velo-City konference blev afholdt i Bremen i Tyskland i 1980. Konferencen var forløberen for dannelse af det europæiske cyklistforbund ECF – European Cyclists Federation – i 1983. Blandt initiativtagerne var bl.a. Cyklistforbundet – dengang Dansk Cyklist Forbund.
Fra 2010 er Velo-City hvert andet år blevet afholdt med et globalt perspektiv under titlen Velo-City Global. Den første globale Velo-City-konference blev afholdt i København i 2010, men er efterfølgende flere gange blevet afholdt uden for Europa – senest i Rio de Janeiro, Brasilien i 2018.
Både ved de europæiske Velo-City-konferencer og Velo-City Global er der traditionelt en markant dansk deltagelse – bl.a. ofte med en udstillingsstand fra Cycling Embassy of Denmark. Siden 2009 har Cykelambassaden hvert år i forbindelse med Velo-City uddelt The Leadership Award til en markant person eller organisation i den internationale cykelverden.