Cyklen – cykeltyper og udstyr
Næsten alle danskere har en cykel, og den et en væsentlig del af grundlaget for den danske cykelkultur. Men en cykel er ikke kun en cykel. Der er mange forskellige cykeltyper og udstyr tilpasset forskellige cyklisters behov og ønsker.
Af Lotte Malene Ruby, Cyklistforbundet
I Danmark opfatter vi almindeligvis cyklen som et ganske simpelt transportmiddel til hverdagsbrug. I mange andre lande anses cyklen mere som et stykke sportsudstyr eller et legetøj, men i Danmark er vi først og fremmest hverdagscyklister. Det afspejler sig i vores valg af cykler.
I artiklen her kan du bl.a. læse om:
- Forskellige cykeltyper
- Sikkerhedsudstyr
- Udstyr til indkøb på cykel
Næsten alle danskere ejer en cykel – ca. ni ud af ti. Der bliver solgt 4-500.000 cykler om året, og heraf er flertallet relativt billige cykler, der passer til hverdagspendling over kortere afstande. Men i de senere år er der kommet mange nye cykeltyper på markedet, som også har vundet indpas. Tal fra Danske Cykelhandlere viser eksempelvis, at ca. hver tiende cykel, der bliver solgt i dag, er en elcykel. Hvis Danmark kommer til at følge udviklingen i Holland, vil andelen af elcykler stige væsentligt i de kommende år.
Cykeltyper
Den almindeligste cykeltype er i Danmark en klassisk citybike, som passer godt til hverdagstransport i byen. Men i dag er der også mange andre cykeltyper på vejene:
- Ladcykler af forskellig art, som bl.a. passer til børnefamilier og håndværkere
- Elcykler, som kan øge rækkevidden for både pendlere og mennesker med nedsat førlighed
- Foldecykler, som forbedrer muligheden for at kombinere cykel med tog og bus
- Løbecykler, som i løbet af de sidste 15 år er blevet mange børns første cykel
- Mountainbikes og racercykler, som afspejler en generel stigning i interessen for cykelsport og rekreativ cykling
- Speed Pedelecs er det nyeste skud på stammen, selv om det kan diskuteres, om det reelt er en elcykel eller nærmere en form for knallert da de må køre op til 45 km/t.
Sikkerhedsudstyr
Nogle af hovedpunkterne er:
- En cykel skal have to uafhængige bremsesystemer, der virker på henholdsvis for- og baghjul.
- Cyklen skal være forsynet med reflekser både foran, bagpå og i hjulene.
- Cyklen skal være forsynet med godkendte cykellygter, hvis du cykler mellem solopgang og solnedgang.
Derudover regulerer Udstyrsbekendtgørelsen også en række andre forhold blandt andet vedr. cyklens størrelse og vægt – ligesom der er detaljerede regler for transport af gods og passagerer.
Selvom der er bred konsensus om de fleste paragrafer, er Udstyrsbekendtgørelsen også løbende til debat. Ikke mindst fordi cykeltyperne og brugen af cykler ændrer sig over tid. Et debatpunkt har f.eks. været, hvor mange børn, der må transporteres på en cykel.
Debatten opstod i forbindelse med at flere daginstitutioner begyndte at transportere børn i ladcykler – og det skabte et ønske om at benytte nye cykeltyper med plads til flere børn og behov for et nyt blik på reglerne. Debatten førte efterfølgende til en justering af reglerne.
Hvis vi vil understøtte en stærk cykelkultur, der følger med tiden, er det derfor vigtigt at sørge for, at reglerne for cyklernes indretning og anvendelse er opdaterede og til løbende diskussion.
Udstyr til cyklister
Det kræver ikke nødvendigvis en masse udstyr at være cyklist – det er den danske cykelkultur et godt eksempel på. De fleste hverdagscyklister bruger f.eks. hverken specielt cykeltøj eller cykelsko, men tilpasser bare deres almindelige beklædning efter vind og vejr.
Brugen af cykelhjelm er dog øget kraftigt fra 6 pct. i år 2004 til 28 pct. i 2015, viser tal fra Rådet for Sikker Trafik. Især børn er blevet gode til at køre med hjelm – her er det ca. tre ude af fire, der kører med hjelm i aldersgruppen 10-12 år. Det skyldes både oplysningskampagner fra bl.a. Rådet for Sikker Trafik og et langt mere varieret udbud af hjelme. Der er i Danmark ikke en lov, der påbyder brug af cykelhjelm for hverken børn eller voksne, men emnet er løbende til debat.
Udover cykelhjelm er et godt og cykelegnet sæt regntøj det vigtigste stykke udstyr for de fleste hverdagscyklister. Derudover findes der naturligvis en masse andet udstyr i form af f.eks. tøj, sko og handsker, som kan lette livet eller øge glæden ved at cykle for den enkelte cyklist afhængig af individuelle behov og ønsker.
Tasker og trailers til indkøb
Når det gælder udstyr til indkøb, er den typiske danske hverdagscyklist dårligt udrustet i forhold til eksempelvis hollænderne, som f.eks. i langt højere grad har taget cykeltasken til sig. Det kan godt overraske i et land, hvor så mange indkøb bliver gjort af cyklister, at der er så lidt fokus på transport af varer.
Cykeltasker er dog i de seneste år blevet et mere almindeligt syn i gadebilledet, men det er stadig cykelkurven, der dominerer på flertallet af damecykler, mens de fleste mænd klarer sig med en bagagebærer.
Der er ellers ingen tvivl om, at du opnår en langt bedre vægtfordeling og sikkerhed i forbindelse med varetransport, hvis du benytter rigtige cykeltasker – og evt. en trailer til storindkøb, hvis du ikke er den heldige ejer af en ladcykel.
Der er mange cykeltasker på markedet, lige fra meget billige og simple modeller i kraftig plastik til dyre og slidstærke luksustasker tiltænkt langturscyklister. Hvis du cykler meget i hverdagen og ofte køber ind på vejen, er en cykeltaske bestemt værd at overveje.
En indkøbstrailer er en ide, hvis du gerne vil kunne klare større indkøb uden bil, men ikke er interesseret i en ladcykel. Der findes adskillige typer, og en god trailer er ikke helt billig. Men hvis alternativet er en bil, er investeringen til gengæld hurtigt tjent hjem.
Generelt er cyklister vigtige kunder i byerne – det ses i denne undersøgelse fra 7 danske byer.