Det nationale cykelregnskab samler data om cykling ét sted
Det nationale cykelregnskab er et interaktivt formidlings- og analyseværktøj, der samler og visualiserer data om cykling i Danmark fra en lang række datakilder. Cykelregnskabet demokratiserer cykeldata ved at gøre den eksisterende viden nemt tilgængelig for alle online via Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme.
Af Anna Dinesen, Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme
Danmark har fået et nationalt cykelregnskab, der samler en lang række datakilder om cykling og formidler data i en brugervenlig interaktiv Power BI løsning, der årligt opdateres med de nyeste cykeldata. Cykelregnskabet gør det nemt at filtrere og analysere data på geografi, alder, historisk udvikling m.m., kopiere autogenererede diagrammer samt eksportere data til excel og lave egne diagrammer.
Det nationale cykelregnskab er et vigtigt værktøj til at skabe et datafunderet vidensgrundlag for de beslutninger, der træffes om infrastruktur, mobilitet og særligt cykling på tværs af landet.
Det nationale cykelregnskab er baseret på data fra DTU’s Transportvaneundersøgelse, Vejdirektoratets cykelindeks og ulykkesstatistik, Det Kommunale Cykelfagråds Cyklistundersøgelse, DSB og meget andet. Man kan finde data inden for emnerne:
- Cykelture
- Personkilometer på cykel
- Cykeltællinger
- Cykelinfrastruktur
- Cykeltyveri
- Cykelulykker
- Tilfredshed blandt cyklister
- Cykelejerskab
- Kombinationsrejser
Med det nationale cykelregnskab kan man fx nemt undersøge udviklingen i antal og andel af cyklede ture og kilometer cyklet, enten på tværs af landet eller i en specifik region eller kommune. Man kan også se udviklingen i politiregistrerede cyklistulykker på landsplan, for regioner og kommuner, samt udviklingen i de sygehusregistrerede ulykker. Ligesom cykelregnskabet formidler udviklingen i Vejdirektoratets cykelindeks og dokumenterer væksten i salg af elcykler. Det er vigtigt at nævne, at detaljeringsgraden og filtreringsmulighederne er forskellige, afhængigt af de forskellige datakilder. Man kan desuden kun se data fra Transportvaneundersøgelsen på kommuneniveau for de kommuner, der er partner på undersøgelsen.
Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme
Det nationale cykelregnskab er udarbejdet af Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme. Videnscentret blev etableret i 2022 i regi af Vejdirektoratet og udvikler og formidler viden om cykling. På videnscentrets hjemmeside: www.cykelviden.dk kan man finde rapporter og onlineværktøjer udarbejdet af videnscentret, der understøtter cykelfremme i hele landet. Derudover samler videnscentret løbende en omfattende database med både national og international cykelviden. Her kan man finde rapporter, kataloger, håndbøger og forskningsartikler om cykling og cykelfremme indenfor temaer som børn og unge, kombinationsrejser, elcykler, cykling og samfundsøkonomi, byplanlægning og cykelinfrastruktur, cykelturisme og meget mere.
Cykelfremmekortet
Blandt videnscentrets andre datafunderede projekter er Cykelfremmekortet, der via data og GIS-kort præsenterer meget detaljeret geografisk viden om danskernes transport- og cykeladfærd. Cykelfremmekortet bidrager til at kortlægge, hvor der er flest personer, der har cykelafstand til dagligdagens gøremål, men som ikke cykler i dag – og hvor der derfor er størst potentiale for at øge cykelandelen med cykelfremmende indsatser.
Med Cykelfremmekortet er det blandt andet muligt at undersøge, hvor stor en andel borgere i forskellige dele af landet, der har 6-15 km til arbejde eller uddannelse og ikke cykler i dag. 6-15 km er identificeret som vejledende elcykelafstand, hvor borgerne har potentiale for at kunne pendle på cykel. Jo mørkere farve, kortet viser for et geografisk område, jo større procentdel af de samlede antal pendlere i området udgøres af såkaldte potentielle elcykelpendlere, der har 6-15 km til arbejde og ikke cykler.
Udsnit af cykelfremmekortet med fokus på danskere med 6-15 km til arbejde, der ikke cykler, Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme
Videnscentret udgiver løbende ny viden