DI Transport overtager driften af Cykelambassadens sekretariat

Fra 1. januar 2026 har DI Transport overtaget ansvaret for sekretariatsdriften af Cykelambassaden, som arbejder for at samle og styrke Danmarks position som cykelnation. Foreningen Cykelambassaden omfatter private virksomheder, offentlige institutioner og branchens organisationer, der sammen arbejder for at fremme cykling på tværs af brancher og markeder. Ambitionen er at skabe endnu større synlighed omkring danske cykelløsninger og understøtte branchens udvikling – både nationalt og internationalt.
Cykelambassaden befinder sig i øjeblikket i en overgangsperiode, hvor fokus er på overdragelsen af sekretariatsfunktionen samtidig med at der søsættes initiativer og planlægges arrangementer. Arbejdet med at videreudvikle foreningen er med andre ord godt i gang.
Danmark er internationalt anerkendt som cykelnation, men den danske cykelbranche rummer fortsat stort potentiale – både nationalt og globalt. Cykelambassaden vil arbejde for at samle branchen i et stærkt samarbejde, der kan styrke innovation, eksport og politisk gennemslagskraft. Med over 1.000 virksomheder og et betydeligt markedspotentiale skal Danmark være verdens bedste land for cykelvirksomheder – ikke kun cyklister. I CED får medlemmerne adgang til netværk, viden, indflydelse og samarbejde, som kan skabe vækst og øget synlighed for cykelindustrien samt bringe danske cykelløsninger ud i verden.
Hvis du ønsker at komme i kontakt med Cykelambassadens sekretariat, kan du nu henvende dig på cykelambassaden@di.dk



