Elever som trafikeksperter
Elever som trafikeksperter
– hvordan kan elever få flere til at cykle og gå i skole?
Med støtte fra Cykelpuljen 2021 og fonden Østifterne har virksomheden Trafik i Børnehøjde
udført innovationsprojektet ’Elever som trafikeksperter – adfærd før anlæg’. Projektet skal
skabe et større vidensgrundlag og dokumentation for effekten af elevinddragelse i
adfærdsbaserede trafikløsninger ved skoler. Derudover er der i projektet udviklet et
inspirationsmateriale til skoler, der skal inspirere lærere til at inddrage deres elever i
udviklingen af forskellige tiltag, der gør at flere børn cykler eller går i skole.
I denne artikel præsenteres inspirationsmaterialet og projektets resultater.
Johan Heichelmann, johan@bornetrafik.dk, Trafik i Børnehøjde
Projektet er udført af Trafik i Børnehøjde med støtte fra Østifterne og Cykelpuljen 2021 i
samarbejde med COWI, Cyklistforbundet og Rådet for Sikker Trafik. Projektet er udført på fire
skoler med ét projekt i hver af følgende kommuner; Aalborg, Assens, Albertslund og København.
• Projektets ene formål er at dokumentere det store potentiale ved at inddrage elever i forhold til at løse skolernes trafikudfordringer, samt at overbevise flere trafikansvarlige i kommunerne om, at det nytter at tænke skolevejsprojekter mere tværfagligt og
brugerorienteret.
• Projektets andet formål er at inspirere flere skoler til på egen hånd at gå i gang med elevinddragelse. I et inspirationsmateriale giver vi vores bud på, hvilke aktiviteter skolerne kan udføre på egen hånd.
Hvorfor inddrage elever i trafikprojekter?
Trafik i Børnehøjde har erfaring med at inddrage elever i trafikprojekter omkring skoler i over 10
år, og vi ser flere gode grunde til at inddrage elever. Vores forståelse af elevinddragelse er, at
eleverne har meget at byde ind med i kortlægning af trafikken, samt udvikling og udførelse af
løsninger. Det er dog vigtigt at understrege, at vi med vores trafikfaglighed udvælger de tiltag, som
vi har erfaring med har størst effekt, og at det sker i dialog med kommunens trafikansvarlige og
ansatte på skolen.
Elever kender deres skolevej bedst
En åbenlys årsag til at inddrage elever er, at de har en stor viden om deres skolevej, som bruges i
kortlægningsfasen i starten af projekterne. Eleverne benytter vejene hele året rundt. Børnene
besidder en viden, som fagpersoner i kommunerne og vi i Trafik i Børnehøjde ikke altid har.
Eleverne har et indgående kendskab til skolevejen. Derudover kan eleverne fortælle om deres
oplevelser på vejene ud fra et børneperspektiv, da færdsel på vejene kan opleves meget forskelligt
om man er et barn eller er voksen. Hvor er det rart at færdes, hvor er det mindre rart og ikke mindst
hvorfor?
Elever som ambassadører
Elever er meget kreative i deres løsningsforslag særligt i forhold til at finde på løsninger, der
appellerer til skolens øvrige elever. Når projekterne præsenteres for resten af skolen, er eleverne
ligeledes med til at præsentere og vise løsningerne for skolens øvrige elever. Vi har stor erfaring
med, at yngre elever lytter interesserede til de ældre elever og derved nemmere forstår, hvad de
fremover skal gøre i trafikken. Ligeledes har vi erfaring med, at forældre er mere lydhør over for
budskaberne, når de kommer fra skolens børn, end fra skolens personale. F.eks. har flere
skoleledere fortalt, at de i mange år forgæves har forsøgt at kommunikere til skolens forældre
angående trafikadfærden omkring skolen uden succes. Vi ser eleverne som ambassadører og
rollemodeller.
Elevinddragelse forpligter skolerne.
Elevinddragelse et middel til at engagere skolen i at tage mere ansvar for trafik og sætte større fokus
på adfærd. Når deres elever er engagerede og finder spændende løsninger, der løser problemerne, er
skolerne mere tilbøjelige til at tage ansvar for at forankre tiltagene og fastholde de gode trafikvaner
på skolen. Vores resultater viser, at elevinddragelse forpligter skolerne til at tage mere ansvar for
trafikken.
Effektmålinger
Via droneoptagelser har COWI dokumenteret tiltagenes effekt med før og eftermålinger på de to
skoler i Aalborg og Københavns Kommune. For de to skoler har COWI udarbejdet en rapport, der
redegør for tiltagenes effekt, og kommer med anbefalinger til, hvordan kommune og skole kan
fastholde den gode adfærd. Læs COWIs rapporter på hjemmesiden: http://bornetrafik.dk/adfaerdfor-anlaeg/
Nye trafiktiltag
Herunder præsenteres løsningerne og resultagerne kort på de to skoler, hvor COWI har lavet
droneoptagelser.
Christianshavns Skole, København.
Ny skolevej – udvikling af nyt, spændende univers omkring skolen
På Christianshavns Skole var problemet, at skolens hovedindgang fra Prinsessegade anvendes af
rigtig mange elever og forældre på cykel og til fods. Det betød, at afsætning af elever og parkering
af fx ladcykler skete på fortovet og cykelstien i en grad, der skabte utryghed for eleverne.
Eleverne udviklede to løsningsforslag:
1. Afsætningszone i skolegården. Denne skal formindske antallet af trafikanter på fortove og
cykelstien. Zonen fungerer ved, at forældre cykler ind ad en låge og ud ad en anden.
2. Ny skolevej. Eleverne har udviklet et nyt og spændende univers omkring skolens anden
indgang. Stien fik navnet ’Eventyrstien’, og eleverne udsmykkede stien i samarbejde med en
scenekunstner. Eventyrstien skal appellere til især de yngre elever som en ny skolevej.
Formålet er at aflaste den trængte hovedindgang.
Eleverne har udsmykket stien bag skolen og givet stien navnet Eventyrstien.
COWI´s droneoptagelser viste, at 15% flere benyttede Eventyrstien om morgenen, hvilket
bevirkede, at der var mindre trængsel foran skolens hovedindgang. Afsætningszonen i skolegården
ses tydeligt brugt i den sidste droneoptagelse, hvilket medvirker til færre trafikanter foran skolen,
dvs. mere tryghed for eleverne. Derudover viste optagelserne en stigning på 36 % flere cyklister end
før projektets start.
Vester Mariendal Skole, Aalborg.
Adskillelse af trafikanter omkring skolen
På Vester Mariendal Skole var problemet, at cyklister og fodgængere kom i konflikt med bilister på
skolens parkeringsplads. På et andet sted oplevede eleverne utryghed på en fælles sti, da mange
cyklister og gående gjorde, at eleverne følte at de blev klemt.
Eleverne udviklede to løsningsforslag:
1. Tryg sti hen over parkeringspladsen og kys-og-kør-området.
Eleverne har udviklet en ide, hvor forældre i bil skal sætte deres børn af et bestemt sted på
parkeringspladsen, så de ikke gør skolevejen utryg for eleverne. Der blev markeret en tryg
passage for fodgængere hen over p-pladsen for at skabe opmærksomhed hos bilister i
forhold, til, at der er elever, der skal krydse banen.
Elever er med til at designe den trygge sti hen over parkeringspladsen.
2. Delt sti. Eleverne har foreslået at dele fællesstien, for at gøre det mere overskueligt og
lettere at placere sig rigtigt for fodgængere og cyklister.
På billedet ses det, at stien efterfølgende fremgår mere delt mellem fodgængere og cyklister.
COWIs droneoptagelser viser, at bilisterne i mindre grad krydser de lette trafikanters bane og i
større grad benytter den nyetablerede ’kys-og-kør’. Andelen af lette trafikanter, der krydser ppladsen på den trygge sti er samtidig steget. Området omkring skolen er dog præget af meget
pendlertrafik og det er derfor ikke muligt på droneoptagelsen nøjagtigt at skelne pendlere fra
personer på vej til skolen.
På den tidligere fællessti viser droneoptagelsen, at fodgængerne og cyklisterne i større grad færdes
adskilt i situationen, hvor trafikanterne er delt.
Muligheder for læring i elevinddragelse
Vi har fået meget positiv respons fra lærere i forhold til at inddrage elever i udviklingen af trafik –
og cykelprojekter på skolerne. Lærerne fremhæver særligt de lærings- og dannelsesmæssige
perspektiver, der ligger i at inddrage elever i både udviklingen og udførelsen af et projekt. Det kan
dog være svært for den enkelte skole at gennemføre et større elevinddragelsesforløb på egen hånd,
uden vejledning fra kommunernes ingeniører eller Trafik i Børnehøjde.
Inspirationsmateriale
Derfor har vi udviklet et inspirationsmateriale til lærere, hvor vi giver tre eksempler på, hvordan
elever kan være med til at udvikle trafikprojekter på en skole.
Vi har lagt vægt på, at læreren og eleverne kan udføre eksemplerne på egen hånd med opbakning
fra skolens ledelse.
I materialet kommer vi med inspiration til at kunne udvikle og igangsætte følgende:
1. Cykelfrikvarter. Lærerne får inspiration til, hvordan de sammen med eleverne kan
igangsætte cykelfrikvarterer på skolen, så eleverne kan cykle mere i skoletiden.
2. Cykelaktiviteter og en konkurrence. Lærere får inspiration til, hvordan de sammen med
deres elever kan igangsætte temadage om cykling, samt hvordan de laver en konkurrence,
der får flere børn til at cykle og gå i skole.
3. Ny skolevej. Lærere får inspiration til, hvordan de sammen med elever kan gøre en
alternativ skolevej mere attraktiv for skolens elever evt. ved hjælp af udsmykning.
Kildereferencer/links
Inspirationsmaterialet kan findes her: http://bornetrafik.dk/inspirationsmateriale-elever-somtrafikeksperter/
Rapporterne fra COWI kan findes her: http://bornetrafik.dk/adfaerd-for-anlaeg/
Kategori for artiklen: Children on bikes