Separation og integration
En afgørende faktor i planlægningen er, om man vælger, at cyklisterne skal separeres fra biltrafikken, eller om de skal integreres på samme areal. Det afgørende er hastighederne og mængden af biltrafik. Begge dele kan man regulere, så det bliver muligt at deles om pladsen.
Af Troels Andersen, Odense Kommune
Separation og integration er en vurdering på hver vej
Den generelle hastighedsgrænse i Danmark er 50 km/t i byer og 80 km/t uden for byerne. Begge niveauer gør det – alene af trafiksikkerhedsmæssige grunde – nødvendigt at give cyklisternes deres eget færdselsareal på større bygader og landeveje. Forskellen i bilers og cyklers hastigheder er simpelthen for stor.
Mange cyklister på stærkt trafikerede veje er utrygge. Utrygheden skyldes ofte massiv biltrafik, høje hastigheder og dårlige pladsforhold, hvilket er en god grund til at etablere cykelstier. Hvis en cyklist bliver overhalet af busser og lastbiler, er der risiko for, at cyklisten føler et stort sug og kommer ud af balance.
Udformning og vedligehold af cykelstier mv. bør altid være så god, at cyklisterne ikke vælger at cykle på kørebanen. Det skér sjældent i Danmark, men der kan dog f.eks. forekomme cykelbaner, hvor grus og sten reelt gør dem uegnede at cykle på.
Hvor der kun er få biler på mindre landeveje, er blandet trafik acceptabel. Også på mindre veje i byområder vil det ofte være uhensigtsmæssigt og for dyrt at separere cyklister og bilister.
- Med store trafikmængder er det en god idé at adskille bilister og cyklister yderligere med en græsrabat. Foto: Troels Andersen.
I byer kan man koncentrere bilerne på færre veje i et overordnet vejnet og etablere cykelstier langs disse. De veje, der ikke skal bruges til gennemkørende biltrafik, kan lukkes for biltrafik eller fartdæmpes. Dermed kan de fungere som direkte, trygge cykelruter med få biler.
Cyklisters synlighed i trafikbilledet er en vigtig forudsætning for god trafiksikkerhed. Parkerede biler, skillerabatter, vejkurver, beplantning, støjskærme osv. kan medføre dårlige oversigtsforhold eller forringet synlighed. Ulykker mellem biler og cykler sker primært i kryds, og her bør der derfor gøres noget ekstra for, at cyklisterne er synlige.
- Vejlukningen er åben for cyklister, mens en pullert sikrer, at bilerne ikke kører ulovligt igennem. Foto: Troels Andersen.
Områder mellem større veje, hvor cykler og biler ikke adskilles, udpeges hyppigt som hastighedszoner med en lavere hastighed end den generelle hastighedsgrænse på 50 km/t i byer. En passende hastighed for biltrafikken er 30 km/t. Desværre vil man normalt kun få godkendt ned til 40 km/t i sådanne zoner. Den skiltede hastighed angiver, hvilket hastighedsniveau man tilstræber, men det er den faktiske hastighed, der er afgørende for de skader fodgængere – og sandsynligvis også cyklister – får ved en ulykke.
Ved 40 km/t vil eventuelle ulykker få langt større konsekvenser end ved 30 km/t, da menneskekroppen reelt ikke er bygget til at tåle skader ved hastigheder over 30 km/t. Desuden er bilernes bremselængde meget længere ved de 40 km/t, end ved 30 km/t eller derunder.
- Anbefalede cykelløsninger i forhold til biltrafikkens størrelse og hastighed.
Figuren viser, hvilke cykelløsninger man kan vælge i forhold til biltrafikkens størrelse og hastighed. Der er taget stort hensyn til trafiksikkerheden, og separationen mellem biler og cykler er øget for at give cyklister en bedre tryghed. Billigere principper kan selvfølgelig vælges, men det vil betyde et lavere serviceniveau for cyklisterne. En del af undersøgelserne, der ligger til grund for eksemplet, er beskrevet i andre artikler. Det har dog været nødvendigt – for at kunne tegne figuren – også at bygge på antagelser, der ikke fuldt ud kan underbygges med undersøgelser.
En mangel ved denne figur er, at antallet af cyklister ikke indgår. Mængden af krydsende trafik – al slags trafik – og afstande mellem krydsningspunkter er også vigtige faktorer.
Separation på langs bliver mindre attraktiv, jo mere krydsende trafik der er, og jo kortere afstanden er mellem krydsninger.
Kilder