Tilpasset udformning

Infrastrukturen skal tilpasses omgivelserne, dvs. den bydel eller det landområde man kommer igennem. Der er stor forskel på, om det er handelsgader, boligveje, trafikveje, landeveje eller stier i eget tracé.

Af Troels Andersen, Odense Kommune

Som udgangspunkt må udformningen af vejen gerne være selvforklarende. Alle skal til enhver tid have en klar opfattelse af deres naturlige plads i trafikken. Vejens udformning bør være styret af trafikanternes hastighed og trafiksammensætningen.

Gågadens belægning, tavler og afmærkning er f.eks. ikke den samme som landevejens. Disse udgangspunkter udgør sammen med mangfoldigheden i vejes og stiers funktioner kompleksiteten i udformningen af færdselsarealer.

Cykeltrafik bidrager til handelslivet og skaber en stor del af omsætningen. Foto Odense Kommune.

Handelsgader

Pladsforholdene for fodgængere er det væsentligste element i handelsgader. Hvis gående ikke kan bevæge sig trygt og ubesværet, er der ikke så meget handel. I handelsgader, hvor fodgængere uden større besvær kan krydse vejen, bør bilernes fart højest være 30 km/t. I de tilfælde er der sjældent brug for at anlægge cykelstier.

Med mange kørende biler deles gaden reelt i to handelsområder. Ved mange handelsgader vil det også være muligt at lave en mellemløsning med stier, trafiksanering og integration af de krydsende fodgængere.

Cyklisterne er ikke bare trafik – de bidrager rigtig meget til den lokale handel og køber stort set lige så meget som bilisterne – de kommer bare oftere.

Her er hastigheden naturligvis lav, fordi gaderne er indrettet til lav hastighed og blanding af trafikanterne. Foto: Troels Andersen.

Boligveje

Her er trygheden vigtigst, og lav hastighed er derfor nødvendigt. Med et godt kendskab til fartdæmpende foranstaltninger og anlæg til parkering af biler kan mange af problemerne på boligveje løses uden brug af cykelstier.

Trafikveje

Byens trafikmaskine udgøres af trafikvejene – de store trafikårer. Her er afvikling af biltrafik – og cykeltrafik – den fornemste funktion. Men her sker samtidig 70 – 80% af trafikulykkerne i byerne. Det er her de store konflikter mellem sikkerhed, miljø og fremkommelighed opstår, og det er her, at detaljerne virkelig tæller. Et stort kendskab til afmærkning, krydsudformning osv. er nødvendigt for, at konflikterne kan løses fornuftigt. Og cykelstier er ofte en vigtig del af løsningen.

Adskillelse af vej og cykelsti med skillerabat, her på en strækning udenfor byzonen. Foto Troels Andersen.

Landeveje

Ved høje hastigheder er det afgørende at adskille cyklister fra biltrafik. Anlæg af cykelbaner og især cykelstier er den bedste løsning for cyklisterne på disse veje. Sikre cykelfaciliteter er en kritisk forudsætning, hvis man vil øge cykeltrafikken på de længere afstande. Tit vælges dobbeltrettede cykelstier, da de er billigere end enkeltrettede cykelstier. Krydsningerne ved sideveje kan være farligere med dobbeltrettede cykelstier, til gengæld lægges de typisk med større afstand til biltrafikken.

Bilisterne har vigepligt for en pendlersti i eget trace. Foto Troels Andersen.

Stier i eget tracé

Disse stier anlægges udelukkende for cyklister og gående. Cyklister kan ikke lide bakker, eller at de skal standse. Stier i eget tracé skal etableres uden for mange stigninger og stop, men gerne med nogle små oplevelser undervejs – den lille sø, udsigten over bakken, landsbykirken osv. Stier ført over krydsende veje i kryds samt vigepligt pålagt bilisterne, når der er tale om mindre biltrafik, øger cyklisternes fremkommelighed.