UCI Bike City – netværk af UCI cykelbyer og -regioner

De byer og regioner, der er blevet udnævnt som UCI cykelbyer eller regioner, er ægte cykelpionere, der kombinerer en strategi for professionel cykelsport og fremmer en cykelvenlig hverdag.
Af Den internationale cykelunion (UCI)
Uddelingen af titlen som UCI cykelby og region sker som en anerkendelse af de byer, der ikke bare investerer i professionelle cykelløb, men også udvikler strategier som fremmer cykling for alle. Hensigten er at sikre, at de professionelle cykelløb efterlader et positivt og varigt aftryk og samtidig støtte de steder, hvor man har taget cyklerne til sig. Netværket byder på mange fantastiske tiltag og projekter, og nedenfor kan du læse mere om UCI byerne og nogle af højdepunkterne fra deres cykelaktiviteter.
2016: BERGEN – NORGE
- Under UCI Verdensmesterskaberne i 2017 fejrede Bergen cyklismen i alle afskygninger, og både borgere og besøgende blev opfordret til at tage del i fejringen. © UCI
Bergen var værtsby for 2017 UCI Verdensmesterskaberne i landevejscykling, og byen er kendt som indgangen til de norske fjorde og de syv bjerges by.
Byen promoverer ikke kun cykling som konkurrencesport, men også som en sund transportform. I 2016 tog befolkningen cyklen på 3% af alle ture, og byen arbejder frem imod at opnå en 10% andel i 2019.
Et cykeltræningsprogram for børn sikrer hvert år, at flere hundrede små cyklister lærer teori og forbedrer deres evner, så de kan køre sikkert i deres nærmiljø. Samtidig med 2017 UCI Verdensmesterskaberne i landevejscykling gennemførte man en række projekter, som skulle opmuntre de ældre borgere til at tage cyklen.
Byen har også en strategi for at udvide cykelinfrastrukturen betydeligt, blandt andet har man bygget en ny cykelbro og anlagt nye cykelruter. I hele Norge, og dermed også i Bergen, har man afsat en milliard amerikanske dollars til at investere i nye cykelstier.
2016: DRENTHE – NEDERLANDENE
- Med en kunstig anlagt bakke med cykelstier er VAMBerg blevet et knudepunkt for cyklister i Drenthe. © UCI
Drenthe har en ekstremt veludviklet cykelkultur både i forhold til cykelsport og til at benytte cyklen rekreativt og som transportmiddel. Man har for nylig bygget en udendørs cykelbane i Assen, og med en række kampagner søger man at udbrede skolecykling – blandt andet med cyklistprøver for børn.
‘Op fietse’ betyder noget i retning af ‘tag cyklen’ og er det slogan, som bruges i forbindelse med Drenthes cykelaktiviteter. En af aktiviteterne, som tydeligt afspejler regionens engagement i cykelfremmende formål i forhold til både borgere og turister, er Drentse Fiets4Daagse, en rekreativ event for tusindvis af cyklister fra hele landet. Der er allerede anlagt over 2100 km cykelsti i Drenthe-provinsen, og der er både fokus på cyklen som transportmiddel og som en måde at forbinde cyklen med naturoplevelser.
Den hollandske provins investerer både i nye cykelruter herunder en ‘Fietssnelweg’ (supercykelsti) mellem de store byer, og i forbedringer af cykelruter til skolerne. Drenthe har øremærket et fast årligt budget på 20 millioner euro frem til 2020, og målsætningen er at øge brugen af cykler med 20 procent og blive den sundeste provins i landet samme år. I 2016 blev 29 procent af alle ture kørt på cykel, og man arbejder frem imod 34,8 procent som målsætningen i 2020. I dag bliver 44 procent af alle ture på under 3,7 km kørt på cykel. Vejen på ‘VAMBerg’ – det højeste punkt I regionen – åbnede op for cyklister i februar 2019, og forventes at blive knudepunktet for cyklister i regionen.
2016: LIMBURG-VALKENBURG – NEDERLANDENE
- På billedet ses Valkenburgs cykelvenlige bymidte. Valkenburg ligger i hjertet af Limburg. © Fotostudio G2 Henry Peters
Det siges, at borgerne i Limburg-Valkenburg har cykelblod i årerne – og det tyder på, at der er noget om snakken: Valkenburg har nemlig været vært for intet mindre end fem UCI Verdensmesterskaber i landevejscykling, senest i 2012. Hvert år kører cykelrytterne i Amstel Gold Race Classics igennem Limburg, hvor de skal passere den ikoniske Cauberg-stigning, som starter i Valkenburg. I 2018 var regionen også vært for UCI Verdensmesterskaberne i cykelcross.
Aktuelt er et ‘cykelhotel’ og museum under udvikling i Valkenburg med planlagt åbning i 2019. Sammen med det permanente Shimano Experience Center er de nye attraktioner med til at cementere byens ry som primær cykeldestination i området. Flere andre steder i Limburg er der også planer om yderligere cykelfaciliteter for erfarne og fritidscyklister. Tom Dumoulin cykelparken, som er opkaldt efter den hollandske cykelrytter, åbnede i 2017 i byen Sittard.
Limburg har både en langsigtet strategi for cykelfremme og en femårig investeringsplan for cykelinfrastrukturen og diverse programmer. I 2016 brugte man over 34 millioner euro på cykelinfrastrukturen, og man har fastlagt en strategi for at matche det nationale gennemsnit for ture på cyklen, hvilket vil medfører en stigning fra 22 til 27 procent i 2020. Hvert år finder mere end 100 cykelløb sted i Limburg.
2017: FYN – DANMARK
- Et kort over N8 cykelruten, der slynger sig gennem det fynske landskab langs de dramatisk smukke kyststrækninger. © VisitFyn
Fyn arbejder aktivt med cykelfremmende tiltag igennem strategien Bike Island 2020. Målsætningen er at blive Nordeuropas mest attraktive cykelferiedestination. Strategien består af 12 større intiativer, som skal få flere cyklende på vejene, forbedre infrastrukturen, skabe nye turismetiltag og strategiske partnerskaber samt lancere mårettet kommunikation og branding.
I perioden fra 1999 til 2002 var Odense Danmarks officielle cykelby, og i 2015 blev Odense udpeget som Danmarks mest cykelvenlige kommune. I maj 2018 åbnede Østersøruten N8, som er en 900 km afmærket cykelrute, der løber gennem Fyns naturskønne landskaber.
Efter den seneste Telenet UCI cykelcross cup 2017-2018 blev 2019 UCI Cykelcross Verdensmesterskaberne afholdt i Bogense. Fyn er hvert år vært for adskillige cykelsportsbegivenheder for både professionelle og motionscyklister, herunder cykelløbet Fyn rundt, mountainbikeløbet Bissen, banecyklingevents og etaper af Danmark rundt.
2017: GELDERLAND – NEDERLANDENE
- Gelderland arbejder aktivt for at forbinde store cykelbegivenheder med cykelfremmende tiltag for alle – på billedet ses et børnecykelløb under 2018 UCI Verdensmesterskaberne i banecykling i Apeldoorn. © Gert Bonestroo
Den østlige provins Gelderland byder hvert år velkommen til UCI BMX Supercross World Cup i byen Papendal. I 2018 blev UCI Verdensmesterskaberne i banecykling afholdt i samme region i byen Apeldoorn – og i den forbindelse søsatte man en række cykelfremmende initiativer i regionen. I marts 2019 var Apeldoorn vært for UCI Verdensmesterskaberne i paracykling for anden gang siden 2015.
Niveauet for cykelmobilitet og rekreativ cykling er generelt høj i hele regionen, og provinsen arbejder aktivt for at udvikle brugen af cykler blandt både befolkning og turister. I dag dækker cykelstinetværket for turister 6.000 km, og 90 procent af regionens 1.200 km veje har adskilte cykelstier. Provinsen har 40 km cykelsuperstier, som man vil udbygge med yderligere 100 km i løbet af de kommende år. 31 procent af alle ture bliver kørt på cykel, og regionen arbejder frem mod at nå en målsætning på 34 procent af alle ture.
Der blev afholdt over 90 rekreative cykelbegivenheder i Gelderland i 2018; blandt de helt store deltagermagneter med lukkede ruter var Ronde van Nijmegen, Jan Janssen Classic og Vale Ouwe.
2017 HEUSDEN-ZOLDER – BELGIEN
- Den store event, 24 timer på cyklen, bliver afholdt på motorsportsbanen Zolder, som er omdrejningspunkt for cykling i byen. © Heusden Zolder
Kommunen Heusden-Zolder er beliggende i den belgiske provins Limburg. Byen er hvert år vært for flere runder af Telenet UCI cykelcross World Cup og UCI BMX Supercross World Cup. I 2019 har Heusden-Zolder også værtsskabet for UCI Verdensmesterskaberne i BMX.
Cykelpolitikken fokuserer på sport, turisme og cykling i hverdagen. Byen investerer fortsat i regionens cykelinfrastruktur og udvikler løbende cykelfaciliteter som for eksempel separerede cykelstier, ladestationer til elcykler og en cykelsupersti.
Der bliver afholdt flere folkelige events på motorsportsbanen Zolder, også kendt som Circuit Terlaemen, herunder det årlige event ‘24 timer på cyklen’ og ‘Avondfietsen’, hvor banen er åben for cyklister tre gange om ugen, 50 gange om året. En cykelbane efter UCI standarder er under udvikling, og kommunen er i gang med at bygge redskaber som for eksempel digitale cykelrutekort til turister og ladestationer til elcykler tæt på de populære cykelruter og cykelcafeer.
Når det gælder børnene, udbyder skolerne i samarbejde med det lokale politi en række programmer med cykelundervisning og -prøver, undervisning i mekanik og gymnasierettede tiltag.
2017: WOENSDRECHT – NEDERLANDENE
- Woensdrecht arbejder ikke kun for værtsskabet for de professionelle sportsbegivenheder, de satser også målrettet på cykelfremmende tiltag i hele byen. © Community of Woensdrecht
Byen Hoogerheide i Woensdrecht er beliggende i den sydlige del af Nederlandene og har en lang historik som vært for det årlige UCl cykelcross World Cup. I hjertet af Woensdrecht sigter 2016-2020 cykelstrategien mod en styrkelse og udvidelse af de lokale cykelmuligheder med målsætningen om at øge brugen af cykler blandt både lokale og turister.
Investeringerne i regionen fokuserer på udvidelsen af rekreative cykelruter, herunder ruter tværs over grænsen til Belgien, forbedrede off-road cykelspor og cykelstier til lokale seværdige områder. Nationens eneste cykeluniversitet ligger også i området, og her kombinerer de studerende deres akademiske uddannelse med struktureret cykeltræning.
Trafikpolitisk har regionen fokus på vejsikkerheden for de bløde trafikanter, mens kommunen organiserer træning i sansernes brug og orientering i trafikken på skolerne. Samtidig er der specifikke programmer, som søger at fremme fysisk aktivitet blandt ældre, handicappede og lavindkomstgrupper.
I september 2018 bød lokalsamfundet langdistanceløbet BikeForEurope velkommen, hvor cykelrytterne krydsede kontinentet med budskabet om inklusion og sammenhold.
2017: YORKSHIRE – STORBRITANNIEN
- I hele Yorkshire er man i gang med at organisere cykelprojekter for at fremme brugen af cykler i hverdagen. © Welcome to Yorkshire
Yorkshire i det nordlige England er kendt på internationalt plan for deres passion for cykler. Der bliver afholdt flere folkelige cykelevents med afspærrede veje, flere end noget andet sted i UK, og de lokale ledere satser målrettet på at fremme alle former for cykling med forskellige tiltag såsom investeringer i infrastruktur, træning, uddannelse og turisme.
Mange af regionens projekter er en direkte afledt effekt af 2014 Tour de France-starten. Yorkshire har siden 2015 formået at tiltrække et globalt publikum og skabe begejstring for cykling lokalt og i det øvrige UK.
I 2018 slog man dørene op til Yorkshire Bank Bike Library, som nummer 50 i rækken af de såkaldte cykelbiblioteker. Her kan børn og familier leje cykler, og bibliotekerne tilbyder cykeltræning, undervisning i cykelreparationer og forskellige events. Den ambitiøse målsætning er at give alle børn i Yorkshire adgang til en cykel.
2019 UCI Verdensmesterskaberne i landevejscykling skal afholdes i regionen. I takt med at spændingen op til denne begivenhed stiger, er der flere tiltag undervejs, som skal sikre et vedvarende aftryk. Regeringen har afsat 15 millioner britiske pund til lokale cykelprojekter i hele landet for at sikre, at værtsskabet øger antallet og omfanget af cyklister i hele UK.
2018: SAINT-QUENTIN-EN-YVELINES – FRANKRIG
- På billedet ses Vélodrome National, en cykelbane i verdensklasse, som samtidig huser det franske cyklistforbund. © J-J Kraemer
Lige uden for Paris i regionen Île-de-France, finder man byen St-Quentin-en-Yvelines, som er hjemstavn for både Frankrigs nationale cykelbane, Velodrome National, og den franske cykelunion, Française de Cyclisme (FFC). Byen har en stærk tradition som vært for store professionelle cykelsportsbegivenheder og folkelige cykelevents; de har blandt andet afholdt 2015 UCI Verdensmesterskaberne i banecykling, 2018 UCI BMX Supercross World Cup og 2018 Tissot UCI World Cup i banecykling. Byen afholder også BMX, banecykling- og mountainbikeevents under OL i Paris i 2024.
Byens cykelstrategi sigter mod at få flere op på cyklen oftere, øge den aktive mobilitet og forbedre sikkerheden på vejene. Med udsigten til Paris 2024, arbejder regionen aktivt for at forbinde cykelprogrammerne med OL, og på den måde udvikles både den professionelle cykelsport og de cykelfremmende tiltag for alle.
Byen har over 400 km cykelstier, og man har investeret 2 millioner euro i cykelstinettet over de seneste tre år. Med de imponerende cykelfaciliteter som Velodrome National og de mange off-road spor i Colline d’Elancourt, har man nu et stærkt fokus på at cykelnetværket sikrer, at man også kan komme frem til de lokaliteter på cykel.
2018: VANCOUVER – CANADA
- Vancouver understøtter aktivt et skifte hen imod at færdes til fods eller på cykel gennem en forbedret infrastruktur. © City of Vancouver
I den canadiske by Vancouver er cyklen nu det mest hastigt voksende transportmiddel – i perioden fra 2013 til 2016 er tallet steget fra 4 til 7 procent. I 2020 bliver byen vært for UCI Gran Fondo Verdensmesterskaberne, men allerede i 2019 har man også værtsskabet for UCI Gran Fondo VM kvalifikationerne. Byen afholder en række folkelige events for at promovere alle former for cykling, og cykelundervisningsprogrammer for børn er blevet en fast del af skolernes pensum.
Byen har fastsat en målsætning om, at 2/3 dele af alle ture skal ske til fods eller på cykel, og i dag bruger man cirka 45 procent af transportbudgettet på aktive transportformer, idet byen arbejder på etableringen af et aktivt transportneværk som tilgodeser alle uanset alder og fysisk form. En af Vancouvers topprioriteter i deres 2040 transportplan er, at man investerer i at forbedre infrastrukturen for at øge sikkerheden på vejene. Man har også indført krav om at cykelparkering tænkes ind i udviklingen af nye områder, og der bliver etableret cykelstativer overalt i byen. Hvert år offentliggør byen et karakterbevis for gang- og cykelforholdene, så man nøje kan overvåge byens fremskridt med den voksende cykelkultur.